VAT-OUT

VAT-OUT

Vi har valgt at give tropsspejderne en række Oplevelses-udfordringer. Det er friluftsoplevelser som spejderne eller patruljen kan gennemføre på egen hånd, men som alligevel vil være anderledes eller udfordrende for spejderne. Nogle kræver lidt planlægning, og spejderne er velkomne til at bede lederne om råd og vejledning. Ingen af oplevelserne kræver specielt udstyr. De første på listen er nemme, gradvist bliver oplevelserne mere udfordrende. Flere af udfordringerne vil være velegnede som forberedelser til deltagelse i adventure-spejderløb. 

Vi opfordrer spejderne til så vidt muligt at gennemføre en udfordring om måneden, og at arrangere og aftale og planlægge dette på patruljemøderne. Vi har hængt et skema op på opslagstavlen hvor man kan krydse af efterhånden som man gennemfører. Spejderne må også gerne selv finde på oplevelsesudfordringer og skrive dem på skemaet. 

På skemaet står i øjeblikket disse oplevelsesudfordringer:

Sov en nat i din have uden telt

Sov en nat i din have uden telt ALENE

Sov en nat i skoven uden telt

Sov en nat i skoven uden telt, shelter eller bivuak

Overnat i shelter og tag direkte i skole dagen efter

Gå hjem inde fra centrum af Aalborg en aften. Lave et tweet/insta/fb update for hver 20 minutter/hver km

Tag cyklen med toget f.eks til Arden. Find hjem ved hjælp af kompas (ikke kort).

Hold bålvagt. Slå lejr i shelter eller bivuak ved et bålsted. Hold gang i bålet hele natten. Del natten op, så hver tager vagten, alene, et stykke tid mens de andre sover.

Gå en rundtur rundt om Knasten: Læg en rute som en cirkel med Knasten i centrum. (Hvis radius i cirkelen er f.eks 2 km bliver hele turen (2*2)*pi+2*2= 16.5 km , ruten kan naturligvis gøres længere eller kortere ved at ændre radius) Følg så vidt muligt denne rute til fods hele vejen. Hvis det bliver nødvendigt, sov undervejs i bivuak eller under åben himmel

Vinterbadning

Cykl ud til Mulbjerge om aftenen. Sov på toppen af Mulbjerge. Se solopgangen. Cykl hjem igen. Helst en dag hvor man skal i skole

Tag Shelty-mærket

Tag et kort over Lundby Krat. Tegn en lige linje gennem skoven. Følg denne linje gennem skoven.