Udviklingsplan for Valdemar Atterdag Gruppe 2020
Centrale værdier og udviklingsområder
Den røde tråd:
Der skal forsat være sammenhæng i spejderarbejdet fra Familiespejd til Klan. Spejderne skal opleve et fortsat udviklingsforløb hvor de bygger videre på de forskellige færdigheder de lærer i grenene. I alle grene arbejdes gennem årets løb med det centrale arbejdsstof såsom: orientering, førstehjælp, brug af kniv, økse og sav, pioner og tovværk, bål og lejrplads. Naturligvis tilrettes arbejdet de enkelte aldersgrupper.
For at spejderne kan se en sammenhæng, mellem de forskellige grene, vil vi skabe sammenhæng mellem aktiviteter, gennem de mærker som spejderne kan opnå.
Sjovt og udviklende lederarbejde:
Det skal forsat være sjovt at være leder i Valdemar Atterdag. Vi skal være ledere nok, så den enkelte leder ikke bliver overbebyrdet. Vi hjælper hinanden, også på tværs af grenene. Primært bidrager man med det, man er god til og som man synes er sjovt. Der skal også være mulighed for og overskud til regulær lederhygge.
Det skal være udviklende at være leder i Valdemar Atterdag. Gruppens ledere opfordres til at deltage i kurser og anden kompetenceudvikling (såsom grenmøder i divisionen, korpsrådsmøde mm). Det er legalt at aflyse de ugentlige møder i grenen 1-2 gange årligt for at skabe tid og rum for lederudvikling. Hvis enkelte ledere eller seniorer ønsker at tage kurser for at opnå specifikke færdigheder, som også kan komme gruppen til gavn (klatreinstruktør eller lign.) gives der økonomisk tilskud.
Ledere i Valdemar Atterdag anerkendes for deres indsats. Hvordan ledere ønsker at blive anerkendt og opleve lederpleje kan variere. Lederbeklædning, tilskud til udstyr eller aktiviteter er et oplagt middel. Gruppestyrelsen vil vise anerkendelse i både ord og handling. Forældre til spejdere opfordres til at vise anerkendelse ved at hjælpe til når det behøves.
Det skal være godt at starte som ny leder. Nogle har været spejdere før i gruppen, nogle i en anden gruppe, og andre kender sparsomt til spejderbevægelsen. Afhængigt af udgangspunkt, holdes der opstartsmøde for den nye leder, de andre ledere i grenen, samt gruppelederen.
En velfungerende og attraktiv gruppe:
Spejderarbejdet i Valdemar Atterdag fungerer med udgangspunkt i at spejderne øver og tillærer sig færdigheder, både med fokus på spejderfærdigheder, men også almindelig social udvikling.
Patruljearbejdet hvor børn leder børn er den helt centrale og unikke kvalitet i spejderarbejdet. Det er ingen selvfølge at det kan lykkes i alle grene, men vi øver og lærer. Grundlaget skal lægges allerede i mini og junior-grenen, hvor patruljeorganiseringen introduceres. Patruljerne gives al den opbakning, udfordring og støtte de behøver. Gode oplevelser er en vigtig motivationsfaktor for at tiltrække og fastholde interessen for spejder.
Alle tropsspejdere på 12 år eller derover opfordres til at tage på PLankurser (arrangeret af korpset), PL/PA Scout college (arrangeret af divisionen) samt deltage i større arrangementer såsom patruljekurser, patruljekonkurrencer, adventureløb (f.eks. Wasa Wasa) og divisionsturnering.
Der er enighed om at lederne vil holde plads åben til at rumme de fleste, men hvis der opstår situationer hvor enkelte spejdere trækker for meget energi væk fra selve spejderarbejdet, skal der igangsættes en dialog med spejderens forældre for at finde den bedste løsning for spejderen og spejderarbejdet i gruppen. Vi skal være rummelige, men ikke rumme alle på bekostning af andre.
Synlighed i lokalområdet
For løbende at kunne rekruttere nye spejdere og nye ledere er det vigtigt at gruppen er synlig i lokalområdet på en positiv måde. Det årlige salg af juletræer ved rundkørslen i Gistrup er en vigtig platform. Gruppen har siden 2014 stået for et stort Sankt Hans-arrangement for hele byen, og afholder Sov Ude i lige år. Der opleves stor tilslutning og interesse fra byens borgere.
Synlighed kan også opnås ved hyppigt at skrive historier til lokalaviserne. Alle større aktiviteter i gruppen (sommerfest, gruppetur, troppen på PLan, Wasa-wasa osv) kan fortælles om i lokalaviserne, gerne med fotos.
Brug af uniform og tørklæde giver en naturlig lokal synlighed. Vi har også egen gruppe-T-shirt.
Gruppens hus i Gistrup, Knasten, er en del af gruppens synlighed i lokalområdet. Det er derfor væsentligt at huset samt omgivelserne holdes i ordentlig stand og fremstår ryddelig. Vi har opslag ved huset med vores hjemmesideadresse, hvorfra grundlæggende informationer om gruppen, aktiviteter og kontaktinformationer findes.
Gruppens hjemmeside www.valdemaratterdag.dk er et vigtigt kommunikationsmiddel især mellem gruppens ledere og spejderne samt deres forældre. Gruppens Facebookside bruges flittigt til at informere om gruppens aktiviteter.
Engagerede og aktive forældre
Gruppens ledere bærer det daglige arbejde med at arrangere og afholde møder og aktiviteter. Det høje aktivitetsniveau i gruppen kan dog kun opretholdes hvis spejdernes forældre jævnligt bakker op og hjælper til, specielt ved vores indtægtsgivende aktiviteter. Ved aktiviteter som arbejdsdage, er det vigtigt at der opstilles nok og konkrete opgaver, således at forældrene ikke føler de har spildt deres tid, på at se lederne udføre forskellige arbejdsopgaver.
En god økonomi
Valdemar Atterdags høje aktivitetsniveau og ambitioner er mulige på grund af en god økonomi i gruppen. Økonomien skabes dels gennem spejdernes kontingent, men det største bidrag kommer fra juletræssalget. Vores selvskabte indtægtsgivende aktiviteter kræver mange ressourcer, men er vigtige for at gruppen har det nødvendige albuerum til aktiviteter og vedligehold af spejderhuset.
Større investeringer i gruppen søges der fonde og legater til. Dette kan eventuelt organiseres ved at gruppens styrelse nedsætter et fondsøgningsudvalg.
Organisering og roller
Spejderarbejdet i Valdemar Atterdag er aldersinddelt og organiseret i følgende grene:
- Familiespejd: børn fra 3 år og til og med 0. klasse. Ved start af 1.klasse rykkes de op til
- Mini: børn i 1.-2. og 3. klasse. Ved start af 4. klasse rykkes de op til
- Junior: børn i 4.-5. klasse, ved start af 6. klasse rykkes de op til
- Trop: Spejdere i 6. klasse og ældre. Ved 16-17-års alder rykkes op til
- Klanen: 16-17. årige og ældre.
Hver gren har et antal ledere og assistenter tilknyttet som er ansvarlige for grenens arbejde og aktiviteter. Navne og kontaktinformationer på ledere i de enkelte grene fremgår af hjemmesiden.
Brugen af medier
Til brug af kommunikation og udsendelse af officielle budskaber, er der enighed om at det er vores hjemmeside, som skal benyttes. Flere grene har deres egen leder/forældre Facebookside. Vores Facebooksider benyttes til at dele billeder mm. og gøre reklame for vores gruppe. Den bruges også til at sende små hurtige beskeder.
Fokuspunkter for 2020
- Fælles oplevelser
Fælles oplevelse ”ud af huset”. Forslag om klatretur en aften 17-19 i Aalborg klatreklub
Affaldsindsamling 26. april?
- Fokus på ledergruppen (peger ind i DDS-punktet ”Flere ledere”)
Vi vil gerne fortsat være nok ledere til at fastholde alle nuværende grene. I 2020 kræver det et særligt fokus på at få rekrutteret nye ledere, og fastholde dem vi allerede har. Vi vil sikre et godt lederfællesskab da det er en vigtig faktor i at bevare lederlysten. Vi vil afprøve at sammenlægge planlægnings- og ledermøderne så vi kan inddrage hinanden i planlægning og lade os inspirere af hinanden. Vi vil planlægge at næste udviklingsmøde afholdes sammen med julefrokost (eller anden social aktivitet), så vi bruger vores tid bedst muligt og bedre kan planlægge i forhold til anden fritid.
- Sammenhæng i spejderarbejdet
I Valdemar Atterdag, vil vi opnå sammenhæng på tværs af grenene i gruppen. Dette vil vi forsat gøre i 2020 ved at grenene holder møder for hinanden, så der er mulighed for at lære hinanden at kende og for at lære fra sig/lære af ældre spejdere.
Vi vil forsat have målet at i 1. kvartal af året kommer højere gren på besøg ”nedad” og reklamerer eller laver møde. I 2. kvartal (inden sommerferien) kommer de spejdere der skal rykke op, på besøg i den nye gren. Dette skulle gerne gøre, at oprykning til den nye gren bliver en tryg overgang.
- Inddragelse og information til forældre
Vi oplever, at formidling af spejderarbejdet bedst fornemmes, når det opleves. Vi vil derfor fortsætte med bl.a. at invitere forældre med til møder og aktiviteter. Mindst ét møde om året i hver gren, og gerne flere. Et godt tidspunkt er kort efter opstart/oprykning i efteråret, samt inden tilmelding til sommerlejren. På mødet kan et medlem af gruppestyrelsen stå for at fortælle om opbygning af gruppen, muligheder for at give en hjælpende hånd eller andet aktuelt. Vi erfarer, at vi skal være meget specifikke når vi spørger om hjælp ved både møder og praktiske opgaver, både om opgavens art, omfang og tidshorisont.